4.4 Sundhedspædagogisk tilgang på tværs af sektorer

Det at blive ramt af kronisk sygdom medfører behov for, at både patienten og de pårørende tilegner sig viden, holdninger og færdigheder for at kunne håndtere den nye livssituation med de udfordringer, der følger med både fysisk, psykisk, åndeligt og socialt. Igennem hele patientens sygdomsforløb er pædagogiske aktiviteter i form af information, undervisning og vejledning derfor centrale.  

Sundhedspædagogik, defineret som: ”pædagogik, der formidler viden om forebyggelse og sundhedsfremme mellem professionelle og patienter [ ] og dermed fremmer sundhedsrelaterede aktiviteter”[1], har til formål at fremme patientens og de pårørendes handlekompetence, forstået som vilje og evne til at træffe sunde valg og til at tage ansvaret for eget liv[2]. Handlekompetence kan fremmes gennem dialogbaseret individuel vejledning og holdundervisning med udgangspunkt i patientens og de pårørendes egne mål. Dette indebærer, at det sundhedsfaglige personale på den ene side formidler og fastholder, hvad der er evidens for er den sundeste livsstil, og på den anden side fastholder fokus på respekten for den enkeltes autonomi[3]. 

Gennemgående må indholdet i information, vejledning og undervisning altid afpasses efter situationen og den enkeltes modtagelighed på det givne tidspunkt i de enkelte faser i sygdomsforløbet. Til klinisk brug har man udviklet en ”model for ændringsprocessen” (se figur 2). Figuren illustrerer vigtigheden af altid at afdække, hvor modtagelig patienten er. De fleste mennesker gennemgår den såkaldte ”motivationscirkel” flere gange, før det lykkes dem at ændre adfærd.  

Figur 2: Motivationscirklen

De sundhedsprofessionelle har ansvaret for at tilrettelægge og udføre de pædagogiske aktiviteter i samarbejde med patienten og de pårørende, så disse i størst muligt omfang forstår, accepterer og medvirker i behandling, pleje og rehabilitering. Dette indebærer didaktiske overvejelser i forhold til: 

·         Mål for hvad patienten og de pårørende med fordel kan og ønsker at nå – kognitivt, adfærdsmæssigt og emotionelt

·         Patientens og de pårørendes forudsætninger, motivation og ressourcer – generelt og i den aktuelle situation

·         Rammer, metoder og evaluering[4]. 

For at patienten og de pårørende kan opnå læring og handlekompetence gennem den tilbudte information, vejledning og undervisning, bør de sundhedsprofessionelle – udover relevant faglig specialviden – have opdaterede pædagogiske kompetencer indenfor didaktik, læringsteori og forandringsprocesser. 


[1] Sundhedsstyrelsen: Patientskoler og gruppebaseret undervisning. København; 2005

[2] Saugstad, T: Sundhedspædagogiske overvejelser I: Sundhedspædagogik for praktikere. København: Munksgaard; 2005

[3] Voss, TT (2007): Sundhedspædagogik – i bevægelse mod livsstilsforandringer I: Klinisk Sygepleje. 21. årg. Nr. 4. S. 56-64

[4] Egelind, S: Patientundervisning I: Hounsgaard L., Eriksen J.J., ed. Læring i Sundhedsvæsenet. 1. udg. 3. opl. København: Gyldendal Uddannelse; 2006

 

 

 

Webmaster: Lars Dudal Madsen
Sidst opdateret 9. sep '09 Kl. 08:37
FlexCMS