Patientgrupper/ Diagnostik (3)
Ansvars og opgavefordeling (4)
Dynamisk behandlingsmodel (4.1) Stratificering (4.2) Samarbejde mellem sektorene (4.3) Kontrol og behandling (4.3.1) Forebyggelse og rehabilitering (4.3.2) Sundhedspædagogik på tværs af sektorer (4.4)

Stratificering (4.2)

4.2 Kriterier for stratificering

Patienten diagnosticeres og udredes primært i almen praksis, og stratificeres herefter til almindelig behandling og kontrol i almen praksis (niveau 1[1]) eller til en initial intensivering af behandlingen i almen praksis (niveau 2), evt. efterfulgt af intensiverings forløb på et diabetescenter (niveau 2 og evt. 3).

Type 2 diabetes er en kompleks lidelse, som indebærer en øget risiko for at udvikle en række alvorlige komplikationer og følgetilstande. Der er således flere determinanter for sygdommens sværhedsgrad, som skal vurderes ved stratificeringen af patienter med T2DM (jf. tabel 2).

Tabel 2: Kriterier for stratificering til niveau 1 for borgere med T2DM i Region Midtjylland

Parameter	Grænse
1. Glykæmisk kontrol	HbA1c < 7 % (eller i særlige tilfælde individuelt fastsat behandlingsmål)
2. Blodtryk	< 130/80 mmHg
3. Lipider	Total cholesterol < 4,5 mmol/L LDL < 2,5 mmol/L Triglycerid < 2,0 mmol/L
4. Hjertekarsygdom / Storkarsygdom	Ingen symptomgivende hjertekarsygdom, dvs angina pectoris, hjerteinsufficiens og claudicatio intermitens
5. Nefropati	Normal urinalbuminuri
6. Den diabetiske fod	Ingen fodsår
7. Retinopati	Normal eller stabil simplex retinopati

Stratificeringskriterierne er så vidt muligt evidensbaserede. Den ansvarlige læges faglige skøn er også et vigtigt redskab i den individuelle stratificering af patienter til det mest hensigtsmæssige niveau for behandling, rehabilitering og opfølgning. Fx er den enkelte patients evne og vilje til at kunne tage vare på sig selv (egenomsorgskapaciteten) og deltage aktivt i egen behandling også et vigtigt parameter i forbindelse med vurderingen af den enkelte patients samlede helbredstilstand og behandlingsintensitet.

Stratificeringen er i høj grad dynamisk og fortløbende, idet patientens tilstand kan forbedres, stabiliseres eller forværres. Ansvaret for stratificering ligger som udgangspunkt hos den læge, der aktuelt har det primære behandlingsansvar for patientens diabetessygdom, og stratificering kan derfor i princippet foregå såvel i almen praksis som i hospitalsvæsenet. Der bør lægges særlig vægt på, at alle stratificeringsparametre monitoreres og dokumenteres ved statuskontroller.

[1] Niveauerne i figur 1 svarer i princippet til de tre niveauer i ”kronikerpyramiden”, hvor behandlingsintensiteten øges i takt med tiltagende sygdomsintensitet.